Blog


		Interreligiøs klimavandring på tværs – Et tilbageblik på en fremadskuende vandring. Af Elisabeth Lidell Det var første – og sandsynligvis sidste gang, at vi oplevede en pilgrimsvandring eskorteret af politiet med flere blåt blinkende lys på deres motorcykler. Men det var også en enestående begivenhed, da mere end 100 mennesker fra forskellige religioner og lande bevægede sig gennem det indre København på klimapilgrimsvandringen ”Walk the talk!” I følget var en muslimsk forfatter, en pilgrim fra Odense, ærkebiskoppen af Sverige, pensionisten fra New York, den COP15-delegerede fra det indre Afrika, sportsmanden fra Falster, kutteklædte fransiscanerbrødre, TV-holdet fra World Climate Positive News, præsten fra Nordjylland, de unge musikere fra Tyskland, journalisten fra The Guardian, juristen fra ”Muslimer i dialog”, en Københavnsk klimaekspert, en efterlønner fra Frederiksberg, en skoleklasse med muslimske unge fra Taastrup og mange flere. Den brogede skare på en kold decemberdag i Danmark ledte tankerne hen på Suzanne Brøggers udsagn: ”Summen af fælles forskellighed vejer tungere end fimsen af enighed!” Og det er netop forskelligheden i de store verdensreligioner, der ensidigt fokuseres på i disse år – med det kedelige resultat, at fordomme og fjendebilleder kommer til at fylde i medierne – og i folks sind. Det var en af grundene til, at vi ønskede at skabe et rum for dialog og personlige møder. Ikke ved en masse debat, men snarere ved at lytte til hinanden, modtage hinandens synspunkter som en gave og derved skabe hjerterum. ”Vi” er fire ildsjæle, der finder det spændende at arbejde tværfagligt ogpå tværs af aldre. Organisatorerne af vandringen fra Foreningen Kollaboration er Kasper Dam Mikkelsen (klimaekspert), Allan Alfred Birkegaard Hansted (fotograf) og Ida Blinkenberg Lidell (projektkoordinator og medieansvarlig). Jeg selv, Elisabeth Lidell, er pilgrimspræst i Århus Stift. Vi fik ideen til denne stærke manifestation i foråret, da Peoples Climate Action (PCA) efterspurgte projekter, der involverer befolkningen i COP15. Da der ikke rigtig har været interreligiøse arrangementer i Danmark, tænkte vi, at det skulle der være under COP15. Både PCA og Københavns Kommunes VI KBH’R’ pulje støttede vandringen, så den kunne organiseres og vi kunne købe mad, fakler, pr-materiale og meget mere. Velkomst Efter måneders hårdt arbejde oprandt endelig den store dag. Vi begyndte kl. 14 hos Mosaisk Trossamfund, som skulle starte sabbatten ved solnedgang kl. 15.29. Vagterne var på plads ved synagogen på Krystalgade, og folk strømmede ind – i alt 130 personer. Alle fik udleveret badges samt dagens program, ligesom alle mænd fik udleveret den jødiske kalot, ”kippa” til at dække hovedet med. I det imposante rum lød først tonerne af en følsom perkussionist, hvorefter jeg bød velkommen med ordene: With a sense of wonder we look at life on planet Earth. It is a miracle – and a gift! As people with faith we are carrying hope. It is obvious that a change is needed. Could faith give reasons to think differently about lifestyles and values? We will explore these questions today, where the interreligious climate pilgrimage is a chance to hear how Judaism, Buddhism, Islam and Christianity understand the issue of climate change. There are four reasons for this interreligious pilgrimage: Firstly, in order to save our beautiful planet we cannot just leave it to the politicians, economists and scientists, but religious communities must speak up and give hope by joining together. Secondly, we want to give you a special experience and inspire you to reflect on how our lifestyles have an impact on future generations. Thirdly, it is a chance for religions to contribute in a positive way, thereby building new bridges between cultures and religions. Finally, we hope to be an inspiration for the world and start a potentially very effective movement within and between religions to help prevent climate change from becoming an irreversible destruction of the earth. This day will consist of more than words – there will be live music, dance performance, songs, prayers, open air climate friendly food and walks with torches. Fra Synagogen over Buddhistisk Center til to muslimske oplæg Derefter talte rabbiner Amichai Shoham om jødisk syn på skaberværket, hvor mennesket ses som forvaltere og derfor har en særlig forpligtigelse til at passe på det. Rabbineren kunne også fremvise en meget interessant grafik der viste at energiforbruget i Tel Aviv falder med op mod 95% på Yom Kippur. Besøget afsluttedes med en smuk hebræisk salmesang ved kantoren og et meget stemingsfuldt stykke af percussionisten Birgit Løkke. De mange mennesker bevægede sig ud i den kolde eftermiddag til Buddhistisk Center i Nørregade, hvor vi fulgte stedets skik og tog støvlerne af, inden vi gik ind i det intime rum med et alter med røde og orange puder, levende lys, blomster, æbler og øverst en tronende Buddha. Lederen, Ani Tenzin Drolkar, var iklædt røde gevandter og talte om ”Climate Change and Karma”. Hun mindede os om nødvendigheden af en indre ændring af sindet, hvorefter hun inviterede alle til at lukke øjnene, mens hun ledte en meget smuk meditation. Således opladet vandrede vi videre gennem den indre by, via Rådhuspladsen til Vesterbrogade, hvor vi havde lejet et lokale. Her holdt klimaekspert Kasper Dam Mikkelsen et informativt foredrag ”Climate Change and what you can do about it” og formåede at folkeliggøre stof, der ellers forekommer svært tilgængeligt. Mest indtryk gjorde oplysningen om, at danskerne er verdens mest kødædende nation Efter en kop varm the og kaffe fortsatte to muslimske kvinder: forfatter Aminah Tønnsen samt cand. jur. Safia Aude at tale om hhv. ”Muslim responsibility for God`s creation” og ”Islamic ecology”. Formidlet med powerpoints, humor og dygtighed begyndte folk at ane, at der i religionerne er mere, der samler os end skiller os! Rygende varm mad og cirkelformet ild Herfra vandrede vi til Halmtorvet, hvor Chilimilli havde sat et gadekøkken op og serverede rygende varm vegetarmad, som folk kunne nyde i mørket. Imens optrådte danseren Pernille Overø sammen med en perkussionist med hvirvlende sufi-danse i skæret af haveblus, der var arrangeret i en halvcirkel på torvet. Hele vandringen blev fulgt af et større opbud af journalister, fotografer og TV-folk, ikke mindst fra udlandet. Faklerne blev tændt og kort efter parkeret ved DGI-byen, hvor Klimaforum09 holder til under COP15. Netop denne dag var Klimaforums fokus på ”det indre klima”, så vi pilgrimme blandede os med mængden i foyeren, hvor fem diskussionsspørgsmål blev sat op på storskærm: 1) What was the most interesting you heard today? 2) What inspired you to be part of this interreligious climate pilgrimage – or the Inner Climate debate? 3) How do you feel responsible for the earth? 4) How can you personally change your lifestyle in order to change climate change? 5) What gives you hope for the future? Snakken gik livligt, og ved hjælp af en megafon blev NGOere inviteret til at gå med det sidste stykke af vandringen. Fakkeltoget bevægede sig nu forbi Tivoli til Helligåndskirken på Strøget. Inden vi gik ind, samlede vi os i en cirkel og sang Ingemanns gamle pilgrimssalme ”Dejlig er jorden”. Sidste stop I Helligåndskirken blev vi budt velkomne af Natkirkepræsten Mikkel Vale, der sammen med Elizabeth Knox-Seith havde forberedt en smuk Iona-andagt med skabelses-liturgi og keltiske salmer. Professor, dr.theol. Theodor Jørgensen prædikede stærkt om”Christian responsibility for God’s creation”. Herefter spillede bandet UpNorth en ”Climate Medley” ved musikerne Edie Fuchs, Paula Tebbens og Anna Lidell. Efter gudstjenesten afrundede Ida Blinkenberg Lidell på arrangørernes vegne pilgrimsvandringen med ordene: The ecological crisis has arisen because of human actions – but it is in our power to move towards sustainable ways of living. Today, we have found out that religions have incredibly much in common. Today, we have listened to four religions and are reminded that the world is interconnected. We believe that we have a God-given task to preserve nature and all living beings. Religions do have an incredible outreach and can even reach people’s hearts. It is our sacred duty to use that power in a good way – and to inspire actions. There are numerous ways we can act – by changing our lifestyle and values or by joining environmentalist movements – just to give two examples. We need to make ethics real and tangible. This is the only way we can improve life for our sisters and brothers in developing countries and for future generations. Hopefully this walk may inspire us to future meetings! Reflexions on our Christian responsibility to the climate of the world, held at the Church of the Holy Spirit the 11^th of December 2009. By Theodor Jørgensen As Christians we believe that God created heaven and earth out of his boundless love. God was not able to have enough in himself. He needed a countless number of creatures different from him and different from each other to love. And the Bible tells us that God when he had finished creation saw all that he had made, and it was very good. And God created man as male and female in his own image and likeness to rule over his creation. What does this mean? The meaning must be that the task of mankind was to rule in the likeness of God’s ruling, that is to rule creation in a loving and caretaking way, permitted to use it for mankind’s own maintenance in all respect to the value and right to exist, which every creature has from God the creator. When mankind fall into sin and forgot the will of God by looking at itself as god mankind also forgot to look at every creature in the way God looks at it. Man became a selfish view and was tempted to misuse creation only for his own purpose. And as Christians we must confess that Christians have contributed to this misuse by misunderstanding the words of the Bible that mankind has to rule over creation. They misunderstood it in the way that man has the right to exploit nature for own purpose. For centuries nature was able to survive the misuse, done by mankind. Now nature reacts in a destroying way. And as Christians we are obliged to take our part of responsibility for the consequences of the misuse of creation, which result is the crisis of the climate. And the created universe is waiting for it. There is a lesson in the eighth chapter of St. Paul’s letter to the Romans, which in this connexion is informative. Paul wrote: “The created universe waits with eager expectation for God’s sons to be revealed. It was made the victim of frustration, not by its own choice, but because of him who made it so; yet always there was a hope, because the universe itself is to be freed from the shackles of mortality and enter upon the liberty and splendour of the children of God. Up to the present, we know, the whole created universe groans in all its parts as if in the pangs of childbirth. Not only so, but even we, to whom the Spirit is given as firstfruits of the harvest to come, are groaning inwardly while we wait for God to make us his sons and set our whole body free” (v.19-23). Thought-provoking to think at, that already St. Paul was aware of the groaning of the created universe and connected it with the liberation of God’s children. Still the created universe is groaning, to day more than ever before. And still waiting for the liberation of God’s children in order to become free itself. Free from the suppression and misuse through mankind, caused by its lack of cautiousness, its self-centredness and greediness. So we are expected to do our best to be liberated ourselves. Without our own liberation we will never solve the climate problems of the world and never help the groaning universe to show itself in its own splendour. That means that we have to shift our economical systems from growth systems to stability systems, learn that growth not at all necessary has to be identical with growth of income and capital. That means that we have to shift our ideals about a good life with other more modest ideals. That means that we have to change our usual view on nature to another view. And most of all that all of us who are well off carry out that we are specially obliged to fight for a more equal distribution of the resources of capital and nature. Of course we have to develop better techniques and better ways of agriculture in order to produce enough food for all the peoples of the world – all too many are starving – but it has to be done in a way which respects the biodiversity of nature. Paradise has always been compared with a beautiful garden. In a beautiful garden every plant, every tree, every flower is allowed to exist there within its own rights, but in harmony with each other. In such a garden there is good living for birds, butterflies, animals. The good gardener will do his best in order to combine these two perspectives, the right of every single creature to exist in its own way and the harmony between them. Of course we have to realize that harmony and balance in nature far from always is romantic, but can look rather cruel in our view. The only creature which kills without needing it for food is man. This ought to make us thoughtful. As the creator of heaven and earth God is like a good gardener. So he looked at his creation and does it still, and so he wants us to be – as good gardeners. He wants us to take care of the biodiversity of nature, because he loves the multitude of creatures and wants them to exist in their individuality. So he wants us to exist and wants us to let other men and creatures exist. So he wants us to rule over creation. And God has given us the abilities to do so, given us brain and heart to research, to create arts and sciences, to develop cultures, to built cities, to create beauty and to do it in a way, caring for creation. But we still often misuse these abilities in a destroying way. It is time for us to wake up to the liberty and splendour of the children of God to and spread this liberty and splendour to all the creation. We know that we only be able to do this by the grace of God, and so we have to pray to him daily to free us from our selfishness and do our best in obedience to his will. Amen! ”Gud så, at det var godt.” (1. Mos. 1,12) v/ Elisabeth Lidell Hvad har pilgrimsvandring med klimaet at gøre? Som pilgrimme vandrer vi i naturen og glæder os over skaberværket. Det afføder naturligt en undren og en taknemmelig over for livets gratis gaver – i sidste instans Gud, ”Himlens og jordens skaber”, som kommer til udtryk i lovprisning undervejs, måske i form af en bøn eller en salme: Op, al den ting, som Gud har gjort, Hans herlighed at prise! Det mindste, han har skabt, er stort Og kan hans magt bevise. (Brorson i salmebogen, nr. 15, vers 1) Den fysiske verden er en del af Guds skaberværk. Vi går ”på hellig jord” (jf. 2 Mosebog 3,5) og bliver hele tiden mindet om vores medansvar for miljøet. Det hellige er ikke langt væk, fjernt fra vores egen virkelighed og hverdag. Naturen får os til at tænke på Paradis. Skove, marker, enge, bakker, floder og hav, skyerne på himlen, lys og mørke, sol og stjerner, alt sammen giver det dunkle mindelser om verdens skabelse: Paradiset, som vi kommer fra og som vi efter endt jordisk vandring vender tilbage til. I Trosbekendelsens første led bekender vi os til ”Gud Fader, himlens og Jordens skaber”. Naturen, ”Guds grønne katedral” prædiker op sin egen måde om Guds storhed, om livets undere, Guds gode gaver. Den nyudsprungne skov er en dejlig oplevelse, men den viser også Guds skabermagt. Vinden i træernes kroner minder os om Guds nærvær, hans åndedræt. Solopgangen glæder ved sin skønhed, men den bringer også lys fra Paradisets Have. ”Live simply so that others may simply live!” Guds første bud til menneskeheden er, at vi har ansvar over for skaberværket (Gen 1,28 + 2,15). Da vi er skabt i Guds billede (Gen 1,27), har menneskene det privilegium at udføre opgaver på en måde, som modsvarer Gudsriget. Vi, som lever i den rige del af verden (Europa, Nordamerika + Australien) oppebærer vores rigdom ved egoistisk udnyttelse af naturens rigdomme og har derfor et særligt ansvar over for dem, der er berørt af klimaforandringerne. Som kristne bør vi have omsorg for vore ufødte efterkommere samt den fremmede: ”I må ikke udnytte den fremmede” (Jer 22,3) Jesus i Math. 25,35-45: ”Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste, har I gjort mod mig!” – En praktisk måde at efterleve Jesu næstekærlighedsbud på er at ”elske din næste som dig selv!” Løsningen på den økologiske krise finder vi i en ændring af de menneskelige værdier. Folk må lære at tænke anderledes om sig selv og den verden, hvori de lever. Den nuværende krise bunder i egoisme. Bibelen kalder dette den menneskelige histories syndefald. *”Jorden har nok til alles behov, men ikke til alles begær!”(M. Ghandi)* I bogen Jordens og sjælens overlevelse (2009) skriver Stefan Edman & Martin Lönnebo, at ”vi må prøve at finde en mere global, empatisk verdensorden… Åndelighed er langt mere end organiseret religion; det er forundring over Det Grænseløse Livsmysterium”. Det er den tanke, at universet ikke bare er en død materie, men også levende ånd; det, som kan give mening og mål for eksistensen. ”Verden har brug for åndeligheden, ligesom blomsten skal have giftfri muld og vand. Gud taler til vort hjerte om at besinde os, mens tid er. Moder Jord skranter, og til sidst kollapser systemet. Vi må frelses til en åndelig-etisk vækkelse for at tøjle arrogancen og grådigheden. En vækkelse til nøjsomhed hos os, som er materielt godt stillet, er hovednøglen til en mere bæredygtig og retfærdig verden. ”Vi er unikke tråde i den urgamle kosmiske væv. Den store længsel efter altings samhørighed og mening er svækket. Vi er sårede, men ikke døde! Håbet er en stærk redningskrans.” I antologien: Creation in Crisis – Christian Perspectives on Sustainability – ed. Robert S. White (2009), (min oversættelse) udvikles synspunktet: ”Hvis alle og enhver lever som vi gør i Vesten, måtte vi have hele tre planeter til at opretholde levestandarden. Man behøver ikke være et geni for at finde ud af, at vores livsstil ikke er bæredygtig. – Nogle af os (1/6 af verdens befolkning, som lever i Europa og Nordamerika) tager mere, end hvad der tilkommer os: så meget, at vi sluger det meste af kagen og faktisk bliver syge af det: I dag er der over 1 millioner overvægtige i verden, samtidig med at der er mere end 850 millioner underernærede mennesker på den samme planet. Vores overflod er derfor et etisk spørgsmål, for når der kun er begrænsede ressourcer til rådighed – og nogle af os i grådighed tager for meget – får andre uundgåeligt mindre. Konsekvenserne er forurening og udryddelse af arter. I virkeligheden snyder vi vore børn og børnebørn, som skal arve en ødelagt verden. Hvad er grunden til miljøkrisen? Hvorfor fortsætter vi med aktiviteter, som vi ved, er skadelige for os og andre? En del af svaret er utvivlsomt uvidenhed om, hvad vi er i færd med at gøre. Men en del af det er også, at vi ikke ønsker at konfronteres med det faktum, at vore materielle goder er købt på bekostning af andre menneskers ressourcer. Men vi har ikke råd til at vente med at gøre noget. En enorm befolkningstilvækst betyder, at der er flere munde at mætte – og flere mennesker at huse. Der burde være frivillig svangerskabsforebyggelse! Befolkningstilvæksten betyder en øget sårbarhed i forhold til naturkatastrofer såsom jordskælv, oversvømmelse og sult, fordi flere mennesker er stuvet sammen i megastore byer med fem millioner mennesker eller mere. Og selvom vi taler om naturkatastrofer, kan størsteparten af død og lidelse spores tilbage til menneskelig opførsel. Det største problem, vi står overfor i dag, er det økologiske kollaps og fattigdom – alt sammen pga. et økonomisk system, som bunder i trangen til økonomisk vækst og ukontrolleret forbrug. Hvis vi tog det kristne næstekærlighedsbud: ”Elsk din næste som dig selv” alvorligt, ville verden se anderledes ud! Vi kan ikke elske mennesker uden at passe på miljøet, folk lever i og som er påvirket af vore handlinger. Den økologiske krise er opstået pga. vore handlinger – nu er det vores pligt at bevæge os hen imod et bæredygtigt samfund. Hvad enten vi gør det ene eller det andet, påvirker det ikke bare vores eget liv, men billioner af menneskers liv – både nu og i kommende generationer. ” ”Selvom jeg vidste, at verden ville gå under i morgen, ville jeg plante et æbletræ!” (Martin Luther) Politikerne efterspørger befolkningernes opbakning til effektive tiltag for at redde klimaet – ellers bliver det ikke til noget. Så: WALK THE TALK! Historiens vingesus ’Only 21 days to Copenhagen!’. Endnu en mail fra Franny Armstrong, klimaaktivist og instruktør på klimadokumentaren ’The Age of Stupid’ er tikket ind i min mailboks. Som altid rammer Armstrong lattermusklerne med sin engelske humor. F.eks. fortæller den engelske instruktør, hvordan hun distræt gik rundt i Londons gader og skrev en sms, da tre hætteklædte teenagepiger nærmede sig og krævede hendes penge, mens de truede med et jernrør. I samme sekund kommer en mand farede på cykel og råber ad pigerne, som chokerede stikker af med ham i hælene. Det viser sig, at cyklisten er Londons borgmester, Boris Johnson! Franny er chokeret og glad for at blive reddet, men bruger også lejligheden til at skælde borgmesteren ud, fordi han har stoppet sin forgængers progressive klimapolitik for London. Efter en længere svada lover den ligeså overrumplede borgmester at skære ned på Londons CO₂-udslip. Historien om cykelhelt-borgmesteren går verden rundt i løbet af få timer. Mailen er sendt fra dokumentarfilmens hovedkvarter, hvor frivillige i fire år har arbejdet på at få en god film ud af få penge – og få den distribueret til hele verden uden et stort selskab i ryggen. Den er blevet vist til gallapremiere i New York og på et hustag i Afghanistan – og i Planetariet i København. Man fornemmer den hektiske aktivitet hos ’Team Stupid’ – bekymringer om penge samt jubel over medieomtaler og succesfulde klimakampagner. Og en borgmester fanget på det forkerte hjul. Men hele tiden er der en desperation at læse mellem linjerne. Og hele tiden tikker uret med nedtællingen til København, som er blevet synonym med en verdenspolitisk gyser om klodens fremtid. Det kan man let glemme, når man færdes i København. Folk drøner rundt i biler, shopper i stor stil (som politikerne siger vi skal) og køber weekend-svipture til New York. Og mens vi sætter europarekord i CO₂-udslip, smelter verden. Vejen fra bevingede ord og klimakampagner til en radikal ændring af vores hverdag synes lang. Vores klima-pilgrimsvandringer er mere symbolske end reelle, men målet med dem er at gøre klimaproblematikken levende for almindelige mennesker. Ved at have religion som tilgang kan vi nærme os et etisk standpunkt, hvor vi ser klimaforandringerne i en større optik end blot videnskab og politik. Ida Blinkenberg Lidell

Foreningen Kollaboration